Det blev en onsdag morgen ud over det sædvanlige i Hvinningdalhallen, da den normale træning for SeniorGym 60+ pludselig blev afbrudt. Ind i hallen kom familie, venner, repræsentanter fra HA85 og en usædvanligt stærk delegation fra DGI. Med sig havde de flag, blomster, diplom og en stor check.
Anledningen var, at holdets træner Anne-Katrine Nielsen er kåret som Årets Træner i DGI 2026. Prisen uddeles på tværs af alle idrætsgrene og hele DGI, og Anne-Katrine blev valgt blandt hele 351 indstillede trænere fra hele Danmark.
Besøg fra toppen af DGI
For at overrække prisen var flere markante DGI-profiler taget til Hvinningdal. Blandt dem var Lars Møller fra DGI’s hovedbestyrelse, Preben Buchholtz, formand for DGI Badminton, Daniel Andersen, formand for DGI Håndbold og Jeppe LynggardThøgersen, direktør i DGI Midtjylland, ligesom medlemmer af juryen bag Årets Træner deltog.
Lars Møller holdt tale på vegne af DGI og overrakte Anne-Katrine det synlige bevis på hæderen samt 50.000 kroner. Derudover blev der holdt taler af Jeppe Lynggard Thøgersen på vegne af DGI Midtjylland og af HA85’s formand, Morten Dixen Olseth.
Hele overraskelsen blev samtidig fulgt tæt af tv-hold og journalister fra TV MIDTVEST og Midtjyllands Avis, som var med til at forevige en noget anderledes afslutning på onsdagens morgentræning.
Fra en lille gruppe til omkring 90 deltagere
Prisen er en stor anerkendelse af Anne-Katrines arbejde med SeniorGym 60+ i HA85.
Da holdet begyndte, var de omkring 10 deltagere. I dag er SeniorGym 60+ blevet et af klubbens største og mest populære hold med omkring 90 deltagere – og venteliste.
Men det er ikke alene antallet, der fortæller historien. Anne-Katrine har skabt et tilbud, hvor motion, glæde og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til den enkelte. Det er netop den kombination, der har gjort holdet til noget helt særligt.
For HA85 er prisen derfor også en fantastisk anerkendelse af det, som frivillige trænere og ledere hver eneste uge skaber i foreningslivet.
Kæmpestort tillykke, Anne-Katrine – vi er stolte af at have Årets Træner i DGI 2026 lige her i HA85!

