HA85 har indgået ny tøjaftale og sponsorat med uhlsport og forlænger samtidig aftalen med SPORT 24. 

Med virkning fra 1. januar 2020  har HA85 forlænget det mangeårige og gode samarbejde med SPORT 24 med endnu 5 år. I den forbindelse har HA85 valgt at skifte tøjleverandør til uhlsport (fodbold) og Kempa (håndbold), og samarbejdet med Forza (badminton) fortsætter. Klubbens afdelinger Esport, Kvindedans, Tumletid for de mindste, Løbeholdet og alle andre i HA85 får også mulighed for at vælge tøj fra disse kollektioner.

SPORT 24 er Danmarks førende sportstøj kæde med hovedkvarter i Silkeborg. Uhlsport, som er fra Tyskland, leverer i forvejen til bl.a. Silkeborg IF og mange andre foreninger og klubber ud fra basen i Silkeborg-området såvel som i hele Danmark. Eksempelvis naboklubben ØBG, såvel som det fælles klubsamarbejde FC Silkeborg, spiller i tøj fra uhlsport. Så nu kan man sige, at uhlsport samarbejder med de største foreninger i Silkeborg. 

Landeansvarlig for uhlsport, Torben Pedersen, fortæller meget begejstret: 

– Jeg er meget glad for at indgå denne aftale, som viser, hvor stærkt vi står her i Silkeborg-området. Det er også et tegn på, at vi leverer gode produkter til en skarp pris. Vi har ikke samme marketingkræfter som de store, men for os er det vigtigste at være ”the best of the little ones”. Vi vil nemlig gerne være helt tæt på vores kunder og samarbejdspartnere. 

Hovedbestyrelsesformand for HA85, Rasmus Munch, siger om aftalen:

– Det er en meget vigtig aftale for os, for det handler både om økonomi, leveringssikkerhed og sportstøj i høj kvalitet. Vi er tilfredse med at kunne forlænge samarbejdet med SPORT 24 og vi glæder os til at blive en del af uhlsport-familien i de foreløbigt næste 5 år. Vi føler, at uhlsport passer godt på vores værdier og tilgang til tingene. I HA85 har vi desuden en meget stærk lokal forankring, og det betyder meget for os at kunne indgå partnerskaber med lokale aktører fra Silkeborg-området som fx SPORT 24 og uhlsport.

Torben Pedersen, var ved præsentationen på besøg i Hvinningdal for at vise det nye tøj frem og stillede i den forbindelse op til “familiebillede” sammen spillere og trænere fra HA85.

På billedet ses fra venstre: Badmintonspillerne Oskar Overgaard Jepsen, Karoline Hoffmann Skafsgaard og Mathias Johansen. Esport-spillerne Tobias Østergaard Madsen og Niklas Mikkelsen. Fodboldtræner Jakob Foged Jørgensen med spillerne Theo Duk Munch og Oskar Foged. Håndboldspillerne Marie Husted og Gustav Hejselbæk, håndboldtræner Kristian Guldbjerg Hejselbæk og hjælpetræner Kristian Krogh Jørgensen. Bagerst ses Torben Pedersen, uhlsport og HA85 formand Rasmus Munch.

De nye tøjkollektioner til både spillere og trænere i HA85 vil blive taget i brug i løbet af februarmåned 2020.

Du kan læse mere om uhlsport her.