Velkommen som frivillig i HA85!

Omkring 100 personer er frivillige i HA85 i én eller anden funktion. Fælles for dem alle er, at deres indsats er ulønnet. Det er en del af eksistensgrundlaget for foreningen. Tilgengæld vil klubben gerne være med til at støtte de frivilliges personlige og faglige udvikling.

Vi klæder de frivillige ordenligt på
Det gør vi ved at tilbyde deltagelse på træneruddannelser, og relevante kurser inden for foreningsarbejdet. Det er en god ballast at have med fremover, og som også kan opkvalificere en fremtidig jobansøgning. Vi har et tæt samarbejde om uddannelser med de største organisationer inden for sport og idræt, DGI, DBU m.fl.

Har du lyst til at blive en del af de frivillige i HA85, så byd ind med hvilken funktion, du kan se dig selv i. Tag fat i en af kontaktpersonerne, som du finder kontaktinfo på her.

Herunder kan du læse en række portrætter af nogle af de frivillige i klubben.

Navn: Lærke Hofgaard Møller

Hvad laver du til dagligt? Jeg er uddannet fysioterapeut og arbejder til daglig med ambulant genoptræning.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg startede som fodboldtræner for forældre-barn holdet i 2021. Jeg er fulgt med min søn og hans venner og veninder op, så er nu træner for U6-mix. I efteråret 2022 startede jeg op som håndboldtræner for det nuværende U7-mix.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Det har jeg siden 2021.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg startede fordi der manglede trænere til både fodbold og håndbold. Jeg er fortsat, fordi jeg synes det er sjovt og givende, at se hvordan børnene udvikler sig og give dem nogle gode sportsoplevelser. Samtidig er det virkelig hyggeligt at lære sine børns venner, veninder og klassekammerater bedre at kende.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn?
HOG (Hinnerup og Omegns Gymnastikforening), hvor jeg var aktiv i flere forskellige sportsgrene. Jeg har virkelig mange gode minder fra HOG: sammenholdet, venskaber, klubånden, den gode stemning i omklædningsrummet, hele søndage i hallen med håndboldkampe og meget mere.

Navn: Sune Lund Byrgesen

Hvad laver du til dagligt?
Afdelingschef hos AFRY. Rådgivende ingeniør virksomhed. Min store passion er bæredygtighed og natur, så “vild-med-vilje” har sat sig dybt i mig. Haven er blevet nulstillet med kun hjemmehørende planter og blomstereng. Derudover tilbringer jeg meget mine aftner med at spille padel, og skal i år deltage i Lunar-ligaen.

Hvad er din rolle i HA85?
Jeg træner U6 mix og U8drenge i håndbold. U6mix er gået hen og blevet voldsomt populært med utrolig stor tilslutning. Det giver mig glæde, at så mange børn og forældresynes undervisningen er sjov.

Jeg forsøger alt veksle mellem aktiviteter der fremmer fællesskab, sjov, lidt udfordring til hjernen, sanglege og dygtiggørelse i sporten. Vi havde 4 hold med til vores lokale stævne, så der var run på.

U8 drenge er et mindre hold, men virkelig talentfulde. De spiller A-rækken og har endnu ikke tabt en kamp. Når håndbold går på pause. Træner jeg samme U8 drenge hold i fodbold sammen med Nikolaj og Kim.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Dette må være mit 3 år i klubben.

Hvorfor besluttede du dig for at involvere dig i foreningen fra starten, og hvorfor har du fortsat så længe?
Jeg har mere eller mindre undervist hele mit liv i en forening, og synes foreningslivet kan noget helt særligt. Dette er et sted hvor man kan give børn og unge sunde værdier og rammer. Og så elsker jeg bare idrætten og leg.

Var der en sportsforening, der spillede en betydelig rolle i din barndom?
Der er mange foreninger som har været vigtig i min barndom. Særligt Ikast Svømmeklub. Da jeg svømmede på højt plan, var jeg også hjælpetræner. Det blev springbrættet til træner, livredder, underviser hos DGI og DIF indenfor svømning, hvor jeg har været underviser i 15 år. Dertil har jeg været med til at udarbejde svømningens grunduddannelse 2 gange.

Navn: Mogens Toft

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er indkøbschef på Aarhus Universitet.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg er fodboldtræner for U9 pigespillerne.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Jeg er i gang med mit andet år som frivillig.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Lene, Susanne og Anne (mine medtrænere) har lagt en stor indsats i at få etableret holdet. Jeg ville rigtig gerne bidrage til det. Jeg har tænkt mig at fortsætte de kommende år og har i den forbindelse været rigtig glad for det trænerkursus, vi har været på i efteråret. Det vil jeg klart anbefale til alle nye (og gamle) trænere i klubben, da det giver nogle gode input til, hvordan vi kan strukturere træningen, så det både er sjovt og lærerigt for børnene.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn?
Jeg er oprindeligt fra det vestjyske, hvor jeg i mange år spillede fodbold i SHN (Staby, Husby, Nissum). Det har givet rigtig mange gode oplevelser og jeg har selv set, hvordan det har skabt sammenhold i min skoletid. Den oplevelse håber jeg, at vores piger på U9 også får, alt i mens de forhåbentligt finder smag for fodbolden i mange år fremover.

Navn: Romy Roug

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er marketingchef i en international højtalervirksomhed.

Hvad er din rolle i HA85?
I foreningen har jeg haft fornøjelsen af at være træner for vores dejlige Mini & Maxidans-hold.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Siden 2022, og jeg ser frem til at fortsætte mit engagement i mange år fremover.

Hvorfor besluttede du dig for at involvere dig i foreningen fra starten, og hvorfor har du fortsat så længe?
Da jeg fik at vide, at de tidligere instruktører for Mini- og Maxi-dans skulle trække sig tilbage, besluttede jeg, at det var tid til at bidrage til vores lokale idrætsfæl- lesskab.

Glæden ved at se de smilende ansigter hver eneste onsdag har været hjertelig og livsbekræftende.

Før jeg startede, kunne jeg ikke forestille mig, hvor stor en glæde dette ville bringe både de små og de store. At være træner er virkelig en berigende oplevelse på en helt særlig måde.

Vores trænerhold er mangfoldigt og internationalt. Ud over vores to dygtige danske trænere, Emmelie og Lise, har vi Sandra fra Letland og mig selv fra Tyskland. Vi bringer alle forskellige baggrunde og musikgenrer med til holdet, hvilket gør vores arbejde varieret og sjovt.

Var der en sportsforening, der spillede en betydelig rolle i din barndom?
At være aktiv har altid været en stor del af mit liv, især dansen. Som teenager var jeg en del af en Rock’n Roll-klub i Tyskland. Vi optrådte ved mange shows og deltog i konkurrencer. Da jeg boede i København, dansede jeg tre dage om ugen i salsaklubber.

Følelsen af tilhørsforhold og det venskab, man opnår ved at være en del af en klub eller sportsforening, er virkelig noget helt særligt. Det er her, man får venner for livet. Jeg ønsker, at mine egne børn kan opleve den samme fantastiske følelse ved at være en del af en gruppe mennesker med fælles interesser.

Navn: Nicolai Hertel Jørgensen

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er ansat i Jyske Bank, Capital Markets, som Senior Investment Advisor. Primært med fokus på at handle valuta og danske obligationer på vegne af  erhvervs- og Private Banking kunder.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg har været tilknyttet fodbold som træner.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Har været tilknyttet on/off gennem de seneste 10 år, hvor vores drenge har spillet fodbold. Både i HA-regi og senest i FC Silkeborg.

På nuværende tidspunkt er jeg træner for U8 drenge i HA hvor den yngste spiller, og hjælpetræner i FCS U13.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg valgte at blive træner for drengene for at have mere tid med dem på fodboldbanen. Det er super fedt at have fulgt drengene op gennem deres fodboldmæssige opvækst og mange af de andre børn kan jo sagtens kende én når jeg står på sidelinien og kigger.

Grunden til jeg er fortsat så lang tid er at jeg har det rigtig godt i det miljø der er på træningsbanen. Det giver samtidig nogle fede oplevelser med alle børnene når vi er ude til kamp eller turnering.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn?
Jeg spillede selv fodbold i mange år i Hjørring (SHI) hvor jeg voksede op. Det var den klassiske fordeling med fodbold forår/sommer og håndbold om vinteren. Det var dog altid fodbold der vandt over håndbolden.

Mine forældre var dengang meget aktive i foreningen, både som træner, men også i den administrative del af klubben. På den måde har det altid været en naturlig del af vores familie at bakke op omkring den lokale forening og give sit frivillige bidrag.

Navn: Morten Søndergaard

Hvad laver du til dagligt?
Jeg arbejder i Jyske Bank med finansiering til virksomhedsopkøb og generationsskifte. Min fritid går med familier, venner, løb og så spiller jeg en del padel.

Hvilken post har du i HA85?
Jeg startede som fodboldtræner et par år for U6, da mine to drenge startede til fodbold. Siden blev det håndbolden jeg kastede mig over, hvor jeg har trænet begge mine drenge. På det seneste dog kun for den ældste, som nu spiller U13.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Samlet har jeg været træner i otte år i HA85. Syv år for mine børn og et år, da jeg var var 14-15 år, for et 6. klasses pigehold i håndbold og fodbold.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har? 
Jeg er oprindeligt fra Hvinningdal og har brugt meget af min ungdom i HA85, både som aktiv udøver, kioskpasser og som træner.

Min far var dengang min håndboldtræner og han trænede desuden et fodboldhold, som han hyggede sig med.   Derfor var det naturligt for mig at engagere mig i klubben igen, da jeg vendte tilbage til området, og støtte op om mine børns aktiviteter.

Desuden får man en masse gode oplevelser med børnene og kommer tæt på dem og deres venner på en anden måde.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn? 
HA85 har været en vigtig og stor del af min opvækst. Det var her jeg havde mine venner og havde det sjovt på en god og sund måde. Jeg fik mange gode bekendtskaber og oplevelser, som jeg ikke ville være foruden

Navn: Lene Kjøge Christensen

Hvad laver du til dagligt?
Jeg bor sammen med min mand og to børn på 6 og 9 år. Spiller lidt håndbold og går til dans på HA85’s danseglæde-hold. Erhvervsmæssigt er jeg Fysioterapeut og har arbejdet de sidste ca. 9 år i det kommunale, primært med den ældre generation ifm. træning, rehabilitering, hjælpemidler og meget mere.

Hvilken opgave har du/har du haft i foreningen?
Startede som Håndboldtræner for U6 og er nu Ansvarlig for Five-a-side Håndbold og sidder som Formand i Håndboldudvalget.

Hvor længe har du været frivillig?
Startede i 2018 som træner. I 2019 startede jeg Udvalgsarbejdet, hvor vi var 5 helt nye der skulle forsøge at skabe en ‘ny’ vej for håndboldafdelingen, etablere nye rutiner og ikke mindst få afklaret opgaverne ved at drive afdelingen. Det har været en udfordring pga. to år med Corona, men trods det, synes jeg vi har været seje. Tre har i år valgt at vige pladsen til nye kræfter og ideer.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg er selv nærmest født og opvokset i en håndboldhal. Spillede håndbold på fuld tid fra jeg var 5-20 år, og mine forældre var selv delagtig i foreningen.
Kommer selv fra en lille by, hvor sammenhold og klubliv var i højsæde. Det var drevet af frivillige og flere af dem ildsjæle. Nu jeg selv er blevet forælder, så ser jeg det logisk, og ikke mindst nødvendigt at bidrage til foreningen. Hvis ikke der er nok der giver en hånd med, ligger opgaverne på for få, som hurtigt går død i det. Jeg er i den mening, at ønsker vi vores børn har et godt og kvalitativt sports tilbud i vores område, er man selv nødt til at bidrage.

Hvorfor jeg fortsat er en del af foreningen; tjaa, har spurgt mig selv om det samme. Svaret ligger ikke helt op af, at mine børn er omkring mine opgaver, da de til min store frustration ikke gider håndbold. De er i stedet tilknyttet andre afdelinger, men mit hjerte ligger fortsat i håndboldens verden.

Jeg brænder for at børn får de samme gode oplevelser som jeg selv; Fællesskab, minder, venskaber, selvudvikling og meget mere. Sporten kan noget for børn ift. udvikling, hierarki i vennegrupperinger og sejre i at træne og udvikle sig frem til noget der er en hobby og ikke kun ‘dumme’ skoleopgaver.
Så længe jeg synes det giver mening og glæde, så fortsætter jeg gerne.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn?
Jeg er født og opvokset i Hammel, som er den klub jeg nævnte tidligere. Der var fokus på bredde, men også lidt elite. Søndagene foregik altid i hallen hele dagen og for hele familien. Da jeg blev 13 år flyttede jeg klubmæssigt til Voel, som de fleste også ved drives af frivillige, og endnu mere dengang. I Voel var mere fokus på elite, som var det jeg brændte for. Minderne går dog som oftest tilbage til de sociale sammenhænge, overnatningsstævnerne og tiden i omklædningsrummene. For mig, en fremragende barndom og ungdom i foreningens tegn.

Navn: Bjørk Harboe-Møller

Hvad laver du til dagligt?
Til hverdag arbejder jeg som rustfast klejnsmed.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg har stået for et af esports holdene i klubben i lige lidt over et år nu. Og selvom vi havde en hård start da vi startede op under en nedlukning, så er det gået meget godt alligevel. Mine første mange træninger med spillerne foregik online, netop pga. coronanedlukning. Og der gik faktisk næsten to måneder, før vi så hinanden fysisk for første gang.

Hvorfor valgte du at engagere dig i HA85 Esport i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg valgte i sin tid at starte som esportstræner fordi jeg var meget interreseret i CS:GO, og fordi jeg tænkte at det ville være fedt at få et hold op at køre, og give nogle unge mennesker muligheden for at komme på et hold og få nogle at spille med som de kendte uden for spillet.

Grunden til at jeg har fortsat så længe er fordi det er hyggeligt og når de unge mennesker er glade så gør det bare hele oplevelsen det værd.

Navn: Jeppe Lauritsen

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er professor på Aarhus Universitet, hvor jeg arbejder med at uddanne unge mennesker i fysik og kemi der bruges bl.a. i nye teknologier til den grønne omstilling. Derudover har jeg en forskningsgruppe der arbejder med nanoteknologi.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg er medlem af håndboldudvalget i HA85, hvor jeg står for kommunikation til medlemmerne og opsætning af holdene på HA85’s hjemmeside. Udover møderne i håndboldudvalget, er det en lille opgave som mest foregår fra computeren, og som jeg derfor kan passes ind når der er tid.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Det har jeg i 3 år indtil videre. Jeg mødte op til et infomøde for håndboldafdelingen, hvor jeg fik forklaret hvilke opgaver der var brug for.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg har ingen særlig viden eller evner inden for håndbold, og har aldrig selv spillet, men min yngste datter er vild med at spille både fodbold og håndbold i HA85.
Jeg har stor beundring for indsatsen fra alle trænere og andre frivillige i HA85, så jeg er glad for at kunne give mit eget lille bidrag, der hvor jeg kan.

Navn: Christina Leegaard Jepsen.

Hvad laver du til dagligt?
Til dagligt er jeg pædagog i en vuggestue.

Hvilken opgave har du i foreningen?
Jeg startede som ansvarlig for tøjet i fodboldudvalget, hvilket betyder, at jeg sørger for at vores trænere i fodboldafdelingen er klædt flot på i vores trænertøj. jeg sørger også for, at alle trænerne har en taske med spillertøj til deres hold. Når sæsonen slutter, så bliver alle tasker afleveret hos mig og så pakker jeg dem om, så de passer til an- tallet af hold/spillere på årgangen til næste sæson.
Derudover er jeg hende, som rykker for at der bliver betalt kontingent i fodboldafdelingen. I starten skulle jeg rykke 2 gange om året, men vi har ændret til årlig betaling, hvilket letter mit arbejde en del.
Så er jeg medlem af fodboldudvalget og har haft en del at gøre med at arrangere HA85 stævner, såsom NisseCup og Kom I Form stævne.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Jeg har været frivillig i HA85 i knap 3 år.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg valgte at blive frivillig i HA85 da min dreng havde spillet fodbold i klubben i et par år og synes det gav god mening at bidrage.
Jeg startede selv til Fodboldfitness, hvilket jeg varmt kan anbefale, men en knæskade satte en stopper for min deltagelse. Sidenhen er mine tvillingepiger også startet til fodbold.

Jeg fortsætter som frivillig i HA85 fordi det giver SÅ meget mening. Uden frivillighed er klubber ingenting og jeg ønsker at der fortsat er en lokal klub til mine børn.
Elsker det fællesskab der er på og udenfor banen og til stævner. Jeg mindes med glæde hvor meget foreningslivet fyldte i mit barndomshjem. Mine forældre var frivillige og viste altid interesse for mig og mine interesser og det vil jeg også gerne give videre til mine børn.

Var der en idrætsforening der spillede en rolle for dig som barn?
Jeg er selv vokset op i de gode gamle klubdage i SIK i Viborg, hvor hele familien var i håndboldhallen hver weekend. Både min mor og mine to søstre spillede også håndbold og min far var altid trofast fan. Jeg har også været håndboldtræner for de yngste i SIK og havde også fritidsjob i hallens cafeteria.
Så hermed en opfordring til at bidrage, der er både små og store opgaver og lidt er også en hjælp!

Navn: Martin Bøhme Rasmussen.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er anæstesilæge på Aarhus Universitetshospital, Skejby

Hvilken opgave har du/har du haft i foreningen?
Jeg er træner/kontaktperson for holdet ”Forældre-barn bold” som henvender sig til børn i alderen U4/U5. Holdet er lidt anderledes end mange andre hold i klubben, da forældrene er med på banen og deltager i alle aktiviteterne.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Jeg har været frivillig i klubben i 2 år.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen?
Da min søn blev 3 år (han er 5 nu) fangede han interesse for at sparke til en fodbold i haven. Jeg har selv spillet fodbold i mine unge år og spiller nu Old Boys fodbold i HA85. Det var derfor nærliggende, at finde et hold, min søn kunne spille på.

Der var ikke et hold i HA85 for så små størrelser, så jeg besluttede mig for at oprette et hold for U4/U5, det nuværende ”Forældre-barn bold”. Vi startede i det små, men er nu ca. 20 børn (+voksne) hver lørdag formiddag.
Min yngste søn er netop blevet 3 og er nu også en fast del af holdet. Det er enormt givende, at se alle ungerne hver lørdag formiddag give den gas på græsbanen. Vi laver simple øvelser, hvor fokus er på leg, det skal være sjovt og så skal der scores en masse mål.

Er der nogen i HA85 du har lyst vil give et skulderklap?
Alle frivillige i HA85 fortjener et skulderklap. Det gælder også dem, der arbejder i kulissen. De yder en ekstraordinær indsats, som ikke altid så synligt for os andre, men deres indsats er med til at hjælpe HA85 og dermed lokalområdet. Tak for det.

Navn: Lise Skovmose

Hvad laver du til dagligt?
Jeg arbejder i Jyske Bank – mere specifikt i Jyske Markets, hvor jeg arbejder med Fondsmælgere og Investeringsforeninger og meget andet.

Hvilken opgave har du i foreningen?
Min familie og jeg flyttede til Hvinningdal for 10 år siden fra Luxembourg. Mine 3 børn startede til henholdsvis fodbold og håndbold i HA85, da alle skulle integreres i lokalområdet, og det er en god måde at møde nye venner på. Her har jeg været mor på sidelinjen, taget tøjvask og sørget for pausesnack, som vi forældre deles om. Min mellemste søns fodboldhold har jeg været styrketræner for i vintersæsonen, hvor vi lavede styrketræning en gang om ugen i Aflastningen. Det var fedt og en fornøjelse at være en del af, samt at se den udvikling, de unge mennesker havde. Jeg var også med dem til Aalborg City Cup, hvor jeg stod for opvarmning og udstræk.
Derudover har jeg hjulpet klubben, når der skulle bruges frivillig hjælp til arrangementer, som kunne hjælpe klubben økonomisk f.eks. hjulpet til i Caféen, stået i burgerbar på Smukfest, og 27. juni er jeg en del af HA85’ crew til motionsløbet i Silkeborg.

I år har jeg sagt ja til at være koordinator på Bambusa-strømpe-salget, hvor medlemmerne kan sælge strømper til fordel for HA85. En rigtig god deal, hvor halvdelen af salget går til klubben.
Jeg har også sagt ja til at være en del af bestyrelsen dog uden at have erfaring, men jeg er blevet lovet oplæring. Jeg tænker, at jeg kan bidrage med nye ideer til tiltag og give et twist til mine mandlige bestyrelseskolleger.

Jeg er også begyndt på Fodboldfitness For Friske Kvinder her efter Corona genåbningen. Det er mega sjovt, og jeg har mødt nogle skønne kvinder fra lokalområdet.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
På en eller anden måde har jeg altid været frivillig, men de seneste 7 år i HA85.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen?
HA85 har nogle værdier, som jeg kan relatere til: Vi vil have det sjovt. Vi vil udvikle os. Vi vil tage ansvar. Vi vil løfte i fællesskab.
Jeg har været både på efterskole og idrætshøjskole, så det falder mig naturligt at bidrage til foreningslivet.

Er der nogen i HA85 du har lyst vil give et skulderklap?
Jeg vil gerne hylde alle, der arbejder frivilligt, både bestyrelsen, trænerne, udvalgene, forældrene, som vasker trøjer efter kampe, bager en kage eller kommer med frugt. Den frivillighed er helt specielt og unik i Danmark, når man nu har prøvet at bo i udlandet. Den giver mange unge og ældre mulighed for at være aktive, udvikle sig, at turde og møde nye mennesker.
Alle frivillige ildsjæle får hermed et KÆMPE skulderklap.

Navn: Karina Biller Mikkelsen

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er folkeskolelærer.

Hvilken opgave har du i foreningen?
Fodboldtræner.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Det har jeg været siden 2015.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Fordi min datter gik til forældre/ barn fodbold og efter sommerferien skulle hun starte som U6. Der var ingen træner, og da jeg også tidligere har været træner for piger, tilbød jeg at tage holdet.

Jeg er fortsat fordi jeg synes det er vigtig, at man påtager sig at være frivillig så opgaverne kan løses og holdene bestå. Og så er det dejligt at følge pigerne og deres udvikling sportsligt.

Er der nogen i HA85 du har lyst vil give et skulderklap?
Bestyrelsen, fodboldudvalget og alle andre frivillige i klubben.

Navn: Lars Overgaard Reich.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg arbejder til dagligt som murer.

Hvilken opgave har du/har du haft i foreningen?
Lige pt er jeg træner for U13 drengene i håndbold.

Hvor længe har du været frivillig i HA85?
Jeg er igang med min fjerde sæson.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen?
Jeg kommer egentlig fra Funder, men da min søn skulle starte op med håndbold i U10 kunne vi ikke stille hold desværre. Så istedet for at stoppe, blev vi enige om og se om vi kune finde et andet sted at være. Jeg kontaktede HA85 og ØBG dengang for og høre, om vi måtte komme og træne med, inden vi besluttede os for hvor vi ville være. Da vi kom op i HA hallen og så 25 knægte give den max gas, var vi ikke i tvivl. Det her miljø ville vi gerne være en del af. Jeg tilbød min hjælp til de trænere der var der, hvis de kunne bruge en frivillig mere og derefter var jeg egentlig bare en del af trænerteamet efterfølgende.

Jeg har fulgt drengene de sidste 4 år og set dem udvikle sig, samt haft nogle super gode træner kollegaer, som gør at man har svært ved og slippe det hele.

Så glæden ved og komme i hallen og træne drengene hver eneste uge, at se at de ting vi træner også pludseligt fungere i kamp, men også den gode forældre opbakning vi har til kampe gør, at jeg syntes det er fedt og være frivillig og er en af mange grunde til jeg er her endnu.

Er der nogen i HA85 du har lyst vil give et skulderklap?
Mine trænerkollegaer Anne Sørensen Mikkelsen og Carsten Skjerbæk, samt Birthe Haahr Jørgensen. Og i øvrigt alle de andre frivillige der er med til og få hjulene til at køre rundt i foreningen.

Navn: Brian Randeris.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg arbejder på Silkeborg Gymnasium, hvor jeg underviser i idræt og biologi.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg startede som frivillig træner på boldleg i HA85, da min ældste søn Asmus startede til fodbold tilbage i 2008. Jeg var træner for drengene i den årgang indtil de var U13 spillere og havde fornøjelsen af at træne dem i et halvt år i FC Silkeborg. Efterfølgende har jeg taget de obligatoriske dommertjanser og af og til hjulpet med en kamp på fodbolddrengene fra årgang 2008, hvor min søn Sune spillede fodbold.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg startede som frivillig træner på boldleg i HA85, da min ældste søn Asmus startede til fodbold tilbage i 2008. Jeg var træner for drengene i den årgang indtil de var U13 spillere og havde fornøjelsen af at træne dem i et halvt år i FC Silkeborg. Efterfølgende har jeg taget de obligatoriske dommertjanser og af og til hjulpet med en kamp på fodbolddrengene fra årgang 2008, hvor min søn Sune spillede fodbold.

Lige nu træner jeg U11 pigerne i fodbold, hvor mine to piger Alma og Karoline spiller.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Jeg har været aktiv i HA85 i 12 år.

Hvorfor valgte du at engagere dig i foreningen i sin tid – og hvorfor er du fortsat så længe som du har?
Jeg startede som træner, fordi jeg syntes det var enormt sjovt at være sammen med ungerne og være med til at skabe nogle gode og trygge rammer for dem, hvor de både kunne udvikle sig fodboldmæssigt, men også give dem muligheden for at danne venskaber og danne rammen for et godt holdfællesskab.

Er der nogen i HA85 du har lyst vil give et skulderklap?
Jeg tænker det er oplagt at give trænerne et skulderklap for deres store indsats i hverdagen, men derudover vil jeg også give de personer der har arbejdet hårdt for den nye hal, et kæmpe klap på skulderen.

Navn: Birgitte Amstrup.

Hvad laver du til dagligt?
Til dagligt arbejder jeg som lærer på Silkeborg Ungdomsskole.

Hvilken post har du i klubben?
Jeg er i håndboldudvalget. Sidste år var jeg café-ansvarlig, og nu er jeg tøj-ansvarlig. Jeg sørger for at bestille tøj til vores mange dygtige trænere og hjælpetrænere i håndboldafdelingen. Desuden sørger jeg for spillertøj til vores hold i håndboldafdelingen.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Jeg meldte mig til håndboldudvalget, da der for 3 år siden var et møde i HA85 om fremtiden i håndboldafdelingen.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Jeg valgte at engagere mig i klubben, fordi jeg i mange år har stået på sidelinjen i klubben som forælder. Mine tre børn har alle spillet fodbold i HA85, og de spiller alle stadig håndbold i klubben.
Min mand har trænet alle tre børn i fodbold, men jeg kan ikke byde med hverken fod- eller håndboldkompetencer. Jeg kalder mig selv håndboldblondine i udvalget, – jeg kan ikke gribe en bold, men jeg kan godt hjælpe med meget andet i foreningsarbejdet.

Jeg tror, mange forældre er nervøse for at melde sig pga manglende tid, men vi kan altid bruge hjælp, også selv om man kun kan hjælpe få timer.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg vil gerne hylde alle, der arbejder frivilligt, både trænere, hjælpetrænere, bestyrelse, holdledere, forældre der kører til kampe, vasker spillertøj eller bager kage. Vores børn og unge lærer så meget vigtigt i de timer, de er aktive sammen i foreningslivet, det er uvurderligt!

Navn: Klaus Nordentoft Lemvigh.

Hvad laver du til dagligt? 
Sundhedsfaglig konsult hos DEFACTUM, som er et forsknings- og metodecenter under Region Midtjylland.

Hvilken opgave har du i HA85?
Fodboldtræner for U8 drengene.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Det har jeg været i 3 år.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Jeg har fra barnsben været aktiv i foreningslivet, både som spiller og træner. Jeg engagerer mig frivilligt i foreningslivet, da jeg mener det er en kollektive gode og en grundpille i vores samfund, som vi skal værne om, da foreninger ikke længere er et nødvendigt mødested og input til vores liv. Det er vigtigt, at vi i foreningslivet opretholder et fællesskab, hvor folk vil være med til at yde og ikke kun nyde.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg vil faktisk gerne give samtlige frivillige i HA85 et kæmpe skulderklap. De er alle vigtige rollemodeller, som medvirker til at udvikle børnenes sociale kompetencer og forståelse af fællesskabet og egen identitet.

At dyrke foreningsidræt er i min optik med til at definere hvem man er.

Navn: Trine Søbjerg
Alder: 35 år.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er nyuddannet lærer efter et kursskifte fra tekstilbranchen. Nu arbejder jeg som folkeskolelærer på Funder-Kragelund Skole afd. Kragelund.

Hvilken funktion/post har du i klubben?
Jeg er så heldig at stå i spidsen for et fantastisk dansehold hver mandag aften. Holdet hedder HA85 Danseglæde for Kvinder, og under normale omstændigheder danser vi hver mandag aften omkring 25-30 danseglade kvinder i alle aldre sammen i spejlsalen. Vi har en fest til blandede glade rytmer og danser uden koreografi eller regler. Vi danser, fordi vi ikke kan lade være, og fordi det er så befriende, at vi ikke kan danse forkert. Ingen dømmer og ingen bliver bedømt – jeg tror det er tiltrængt for mange i en presset hverdag. Hvor længe har du været frivillig i klubben? Siden jeg i november 2017 startede holdet ”Minidans”.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Min datter ville gerne gå til dans, men desværre var der ikke et hold til hende i området. Så ret spontant tænkte jeg, at jeg ville prøve at starte noget op selv. Der var enorm opbakning fra foreningen, og holdet blev hurtigt en realitet. Efterhånden mistede mine egne børn dog interessen, men jeg var blevet bidt af dansen, og jeg var sikker på, at der var flere voksne kvinder i området, der elskede at danse lige så meget som jeg. Derfor startede jeg holdet Danseglæde for Kvinder, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik. Det skaber så meget positiv energi, og har givet mig et fantastisk netværk som tilflytter. Man glæder sig til hver mandag, og vi går altid hjem med fornyet energi til resten af ugen.

Hvordan har I tacklet corona-perioden på danseholdet?
Jeg forsøgte en enkelt gang med ’live-dans’ via facebook, men fandt hurtigt ud af, at det var for kringlet med musikrettigheder. Efterfølgende har vi mødtes max 10 kvinder på bakken bag hallen med en fantastisk udsigt ud over byen og danset en lille time i solnedgangen. Det har været ret magisk, og vi forventer at fortsætte hver mandag når vejret ellers er godt. Se begivenhed i facebookgruppen HA85 Danseglæde for Kvinder: https://www.facebook.com/groups/162377851106950/

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Lene Kjøge og hendes mand Brian som virkelig bakker op og har bl.a. indkøbt festlige lyskæder til dansesalen, så der ikke er helt så meget spot på når vi danser.

Pia Lund Fedde, badmintonholdleder og udvalgsmedlem

Hvad laver du til dagligt?
Til dagligt arbejder jeg som sekretær på Regionshospitalet Silkeborg.

Hvilken funktion/post har du i klubben?
Jeg er badmintonholdleder og en del af udvalget omkring badminton.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Dette er mit andet år som frivillig i HA85, hvor jeg sammen med Heidi Nielsen, er holdleder i badminton for et af U13 holdene, hvor min egen datter Michelle spiller.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Michelle har spillet badminton i fire år, og eftersom jeg også selv har spillet badminton (dog efterhånden mange år siden), faldt det mig ret naturligt at hjælpe til som holdleder.
Sidste år var jeg så heldig at komme med det lille hold bestående af fire spillere til Landsmesterskab i Slangerup, hvor vi havde en hyggelig weekend.

Det skal også lige nævnes, at det ingen sag er at være holdleder, når man har så mange gode forældre til spillerne, som altid er parate til at give en hånd med.

Det er skønt at se, at de unge spillere hygger sig, når vi er ude til holdturneringer. De er gode til at heppe på hinanden, give hinanden gode råd, og selv når man har tabt et par kampe, er humøret altid højt.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg synes, at alle de frivillige i HA85 fortjener ros, men hvis jeg skal nævne en person, som virkelig gør en stor forskel samt ligger et imponerende arbejde i badmintondelen i HA85, så må det bestemt være Søren Ivarsen.

Lasse Nielsen, fodboldtræner i HA85.

Hvad laver du til dagligt? 
Lagerchef på Sinnerups hovedlager i Virklund.

Hvilken opgave har du i HA85?
Jeg er fodboldtræner for U12 drengene.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Det har jeg været i 6 år.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Min søn startede til fodbold som 5-årig, og da der manglede hænder til de nye spillere, meldte jeg mig på banen. Jeg stod jo alligevel og kiggede på 🙂

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
ALLE de frivillige i klubben, og i særdeleshed dem i de forskellige udvalg, de gør en kæmpe indsats, som de alt for sjældent bliver rost for.

Stine Leegaard Jepsen, fodboldtræner i HA85.

Hvad laver du til dagligt? 
Jeg er ansat som lektor ved VIA University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg.

Hvilke arbejdsopgaver har du i klubben?
Jeg har i indeværende sæson været træner for U5/6 mix fodboldholdet. Vi er flere forældre, der er tilknyttet holdet og træningen, men jeg har påtaget mig at være officiel head coach.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Gennem de sidste 2½ år har jeg været en del af trænerteamet omkring min søns fodboldhold, fra han spillede U5/6 til U8. I denne sæson er jeg som nævnt igen træner for U5/6 fodbold, da mine tvillingepiger på 5 år ytrede stort ønske om, at vi fik et fodboldhold op at køre.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Historien har gentaget sig her. Da min dreng var 5 år og begyndte at interessere sig for fodbold, eksisterede intet træningshold for den aldersgruppe. Så vi var flere hold forældre, der fik skudt det igang. Det samme gør sig gældende nu, hvor mine piger har fået smag for fodbold – hvilket jeg jo virkelig bifalder. Men her var desværre ikke et etableret hold og der stod ikke just forældre i kø til trænerposten 😉 Derfor er jeg landet her, hvilket for øvrigt er virkelig sjovt og vi hjælper jo hinanden med langt det meste.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg tænker, der er mange frivillige i HA85, der fortjener et skulderklap. Alle funktioner i klubben er jo væsentlige og det vigtige er vel, at vi sørger for at være så mange som muligt, så opgaverne ikke bliver en byrde.

Frank Ifversen, økonomichef i HA85..

Hvad laver du til dagligt? 
Jeg er ansat i Jyske Bank her i Silkeborg. Derudover er jeg kasserer i en grundejerforening, hjælper med HA-Huset og er økonomichef i HA85 – tilsammen tager det en del af min tid.

Hvilken funktion/post har du i klubben?
Jeg er kasserer/økonomichef i HA85.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Fra år 2000 og tre år frem havde jeg en periode i bestyrelsen. Og igen siden 2010 – altså 12 år.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Uha, til en ekstraordinær generalforsamling i 2010 var der to punkter på dagsordenen: Ny bestyrelse eller lukning af klubben. Jeg valgte sammen med andre engagerede mennesker, at træde til.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Det er jo umuligt at fremhæve enkeltpersoner. Rigtig mange yder en stor indsats og færre en ekstraordinær stor indsats. Jeg er bare meget stolt over at se når det fungerer.

Anne-Mette Tind Husted, håndboldtræner i HA85.

Hvad laver du til dagligt? 
Til daglig arbejder jeg som lærer på en skole i Silkeborg Hvilke arbejdsopgaver har du i klubben? I HA85 er jeg tilknyttet de aktuelle U8 håndboldpiger. Næste sæson er de U9. Jeg er træner for dem sammen med Kristian Hejselbæk og Lars Meyer.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Da min yngste datter gik i børnehave blev jeg ”lokket” til at træne håndbold for de yngste – og så er jeg fortsat med den gruppe børn gennem u6 og u8. Der er heldigvis løbende kommet mange flere til, så der nu er en stor gruppe piger, der spiller håndbold.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Først for at være med til at lave et hold for de yngste… ja, og så for at være med til at give egne børn og deres kammerater nogle gode timer i hallen. Det er et kæmpe plus, at man får mulighed for at kende ens børns kammerater fra årgangen lidt mere end, hvad man ellers ville.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg synes det er fedt, at vi efterhånden er en del voksne omkring børnene 2010/11… og et kæmpe skulderklap til vores unge trænere Rikke og Emma. Synes det er så godt, at der er store piger fra klubben, der har lyst til at være med til at give nye gode oplevelser til de yngre i klubben. Det giver SÅ stor mening for et klubliv – og det er guld værd for de yngste at få nogle store piger som rollemodeller.

Kristian Hejselbæk, fodbold -og håndboldtræner i HA85.

Hvad laver du til dagligt?
Jeg arbejder tildaglig som smed ved NHS Maskinfabrik her i Silkeborg.

Hvilken funktion/post har du i klubben?
Jeg er træner for U8 fodboldpigerne, hvor jeg lige nu har 12 piger. Derudover er jeg håndboldtræner for klubbens U7/8 piger, U9 piger og U9 drenge. Cirka 30 piger og 15 drenge.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Jeg har været fodbold træner nu i 1,5 år og håndboldtræner i omkring 3 år.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Jeg blev fodboldtræner i klubben af den grund, at min datter gerne ville igang med fodbold og ikke havde den store lyst til at spille med drengene. Så jeg prøvede at starte op og se om der var piger nok til at samle et hold. Og hurtig var der 12 piger til træning og kampe. Håndboldtræner blev jeg hevet lidt med i da jeg alligevel var i hallen når min dreng og pige var til træning. Så kunne jeg ligeså godt hjælpe til. I næste sæson tager jeg et hold mere ud over mine ungers hold. Så det skal nok blive sjovt.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Jeg vil ikke give skulderklappet til én person. Jeg vil gerne give det til alle de frivillige i klubben, der gør et mega flot stykke arbejde for alle de mange børn og unge mennesker vi har i klubben.

Ruddi Vestergaard Nielsen, HA85 Fodboldudvalget.

Hvad laver du til dagligt?
Logistikchef ved DLG. Er med til at sikre, at det danske landbrug kan producere gode produkter.

Hvilke arbejdsopgaver har du i klubben?
Jeg sidder i fodboldudvalget, med ansvaret for banerne. Jeg skal sikre opkridtning, klipning og så står jeg for at tildele baner til træning og kampe. Jeg er med som deltids hjælpetræner på U13 drenge, hvor jeg byder ind, med de dage jeg kan hjælpe. Vi er 4 der hjælper til på den måde.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Jeg startede som træner for U7 drenge for ca. 7 år siden. Og har budt ind når jeg kunne hjælpe til.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Det ligger lidt i mit DNA. Min far og mor var frivillige i min barndomsklub Bording, og jeg vil gerne byde ind med de ressourcer jeg har, for at skabe et aktivt miljø. Det nød jeg selv godt af som barn.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Et stort skulderklap til alle frivillige trænere i HA85. Jeg beundrer det arrangement der ligges i opgaven. Uden dem var der ingen klub.

Andreas L. Nielsen, Esport-træner i HA85.

Hvad laver du til dagligt?
Til dagligt læser jeg på læreruddannelsen i Silkeborg, hvor jeg er ved at afslutte mit sidste år. Jeg dyrker desuden en del disc golf – minder meget om golf, udover at køllen er skiftet ud med en disc (kompakt frisbee), som så skal kastes i en kurv.

Hvilken funktion/post har du i klubben?
Jeg er Esports-træner for en flok seje drenge på ca. 13 år. Vi træner i CS:GO.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Jeg er ganske ny – har været med siden september 2018.

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Jeg havde hørt at HA85 var igang med at starte et projekt op med Esport, og deltog efterfølgende til et opstarts møde. Her mødte jeg et par meget engagerede gutter, Morten Dixen Olseth og Simon Fischer Holm. Jeg kunne hurtigt mærke at der var tænkt en masse gode tanker om hvordan dette projekt skulle sættes i søen. Herefter var jeg egentlig hoppet ombord. Siden jeg var en knægt på 11-12 år har jeg brugt rigtig mange timer foran skærmen. Dengang var der dog ikke den samme opmærksomhed på computerspil som der er idag. ”Det er spild af tid” var ofte det man hørte, spe- cielt fra mine forældres generation. Tonen er heldigvis blevet anderledes – men der hersker stadig en del fordomme og formodninger. Dem vil jeg meget gerne være med til at gøre op med, alt imens jeg er med til at give en flok unge mennesker muligheden for at deltage i et socialt fællesskab med fokus på personlig og fælles udvikling. En mulighed jeg desværre ikke selv havde dengang.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
De andre Esports-trænere gør en rigtig god indsats. Jeg er sikker på at det gode samarbejde er med til at give nogle gode rammer. Det ved jeg, at der mange der bidrager til.

Mathias Krogh Jørgensen, ungtræner i HA85 håndbold.

Hvad fik dig til at starte som frivillig træner i HA85?
– Jeg startede som frivillig træner fordi det lød sjovt. Jeg ville gerne prøve at udfolde mig mere endnu med min sport. Det var også et spændende ansvar at få tildelt. Jeg er så selvfølgelig vokset med opgaven.

Din bedste oplevelse som træner?
– Den bedste oplevelse. Den er svær. Jeg synes generelt det at være træner har været en virkelig god og lærerig oplevelse. Men hvis jeg skulle udvælge en speciel oplevelse ville jeg sige da jeg var til stævne med mine U12 drenge. Det var virkelig spændende at være afsted med dem. Man lærer dem at kende på en anden måde. En ting er at være til træning med dem to gange om ugen, noget andet er at være sammen med dem en weekend. Og så gør det også oplevelsen bedre at vi gik ubesejret igennem 😉

Simon Svendsen, ungtræner i HA85 håndbold.

Hvad fik dig til at starte som frivillig træner i HA85?
– Jeg blev spurgt af Mathias om jeg ville træne et hold sammen med ham. Jeg kunne rigtig godt lide at spille håndbold, og for at vide mere om håndbold ville det hjælpe mig hvis jeg blev træner, så jeg sagde ja til Mathias. Så det var lidt Mathias som fik mig til at starte som træner.

Hvad har været den bedste oplevelse som træner?
– At træne de børn jeg har haft. Jeg har trænet to hold gennem min tid som træner, og begge hold var gode og glade børn. Så jeg kan ikke sige en bestemt oplevelse, for alle de gange jeg har været til kamp eller træning har det været en rigtig god oplevelse. Men det gør det også lidt sjovere, at se deres udvikling og hvor gode de er blevet.

Hvad har du lært i tiden som træner, og som du kan tage med dig videre?
– Jeg har lært at det ikke er nemt at være træner og at man ligger meget tid ind i det. Men det er også rigtig sjovt at se andre være glade for den træning man laver og at det hjælper dem med at blive bedre.

Har du et råd til andre, som overvejer at blive ungtræner?
– Jeg vil sige at de skulle prøve det. Det er sjovt at være en del af et trænerteam, hvor man skal snakke sammen og få tingene til at gå op i en højere enhed. Hvis man ikke kan finde en fejl så kan det måske være at andre kan finde den og på den måde hjælper man hinanden.

Christian Paulsen, ungtræner i HA85 håndbold.

Hvad fik dig til at starte som frivillig træner i HA85?
– Det var Lise der kom til en af vores (U14 dengang) træninger og spurgte om der var nogen der kunne være interesserede og så tænkte jeg: ’Det kunne da være sjovt at prøve’.

Hvad har været den bedste oplevelse som træner?
– Det fedeste har helt klart været at se, hvor meget pigerne og drengene har rykket sig fra da man startede. Det er en fantastisk følelse som træner, at se at det man gør virker. Det oplevede jeg specielt i min første sæson, hvor pigerne tabte alle kampe i b og c rækken ved det første stævne. Og de samme to hold vandt alt i A og B rækken ved det sidste.

Hvad har du lært i tiden som træner, og som du kan tage med dig videre?
– Jeg ved ikke rigtig om jeg har lært noget af det som sådan, men det har da været sjovt.

Har du et råd til andre, som overvejer at blive ungtræner?
Bare gør det. Det er rigtig sjovt. Og når de dage kommer hvor børnene farer rundt og ikke gør som du siger, så bare husk på at det er meget få gange og at de så er meget bedre til næste træning.

Christian K. Ibsen, badmintontræner og holdleder.

Hvad laver du til dagligt?
Forretningsudvikler i Jyske Bank, hvor jeg arbejder med digitale løsninger til kunderne.

Hvilke arbejdsopgaver har du i klubben?
Jeg fungerer som hjælpetræner og holdleder i badmintonafdelingen.

Hvor længe har du været frivillig i klubben?
Mon ikke det efterhånden er på femte år!? (pr. feb. 2019, red.)

Hvorfor valgte du at tage en opgave i klubben?
Først og fremmest er det en god måde at være sammen med sine børn på omkring fælles oplevelser inden for idrætten, dernæst mener jeg det er vigtigt med et frivilligt engagement hvis en klub som HA85 skal fungere.

Hvem vil du gerne give et skulderklap?
Helt klart formanden for badmintonudvalget, Søren Ivarsen, der gør en kæmpe indsats for at vi har udviklet en velfungerende badmintonafdeling, samt cheftræner Nikolaj Krøjgaard, der med sit engagement i træningen og spillerne, har været med til at løfte niveauet i klubben og glæden ved sporten betragteligt.

Jacob Svendsen, fodboldtræner i HA85.

Hvad fik dig til at starte som frivillig træner i HA85?
– Jeg havde i et stykke tid været bestyrelsesformand i den lokale grundejerforening, men ville hellere bruge min tid på noget der var i mere direkte berøring med mine børn. Efter endt periode tog jeg til generalforsamling i HA85 og meldte mig som træner til det hold min dreng gik på dengang.

Hvor mange timer om ugen bruger du som frivillig?
– Jeg bruger ca. 6 timer på U10 drengene og 2 timer på U5/U6. Tiden dækker over den egentlige træning, turneringskampe, forberedelse af træningen og administrative opgaver.

Hvad har været din bedste oplevelse som træner?
– Det er svært at fremhæve en enkelt begivenhed, da der er rigtig mange gode oplevelser. Det der går igen i de gode oplevelser er, at se/opleve sammenholdet blandt børnene, at se en flok glade børn der bare synes det er sjovt at spille fodbold og være sammen med sine gode kammerater.

Hvad er din største udfordring som træner?
– Det er at få planlagt træningen således at alle spillere på alle niveauer synes det har været en god træning, hvor de har lært noget. Der er mange spillere og de har hver deres styrker og svagheder, det kan være en udfordring. Derudover kan det også knibe med tiden en gang i mellem. Heldigvis har vi et godt trænerteam der kan dække hinanden ind.

Har du et råd til andre, som overvejer at blive træner?
– Kom i gang! Det at være frivillig træner giver en unik mulighed for at få et indblik i dit barns hverdag. Som træner er du en rollemodel for børnene og kan påvirke dem på mange måder – socialt og fodboldmæssigt. Det er spændende.

Rikke Lauridsen, kontaktperson for U9 fodboldpiger.

I en forening som HA85, har vi brug for alle – også dem som ikke har forstand på sport. Rikke Lauridsen tilbød at stå for de administrative opgaver på datterens fodboldhold.

Hvad fik dig til at blive kontaktperson for U9 pigerne?
– Vi kunne finde nogle som ville træne børnene, men ingen af dem havde mod på at stå for den mere administrative del. Derfor meldte jeg mig som kontaktperson og som den der har ansvaret for oprettelse af spillere mv.

Hvor mange timer om ugen bruger du som frivillig i HA85?
– Jeg bruger efterhånden ikke ret lang tid på at være frivillig i HA85. Trænerne tager mere og mere over og det hele glider mere af sig selv. Så det var en let tjans at melde sig til.

Hvad giver det dig at være med omkring holdet?
– Det er hyggeligt at være en del af HA85 omend det er meget perifert. Og så giver det min datter mulighed for at spille fodbold tæt på hvor vi bor. Det er klart det vigtigste for mig, for hun synes det er rigtig sjovt.

Skal man have forstand på fodbold for at kunne bidrage til opgaverne?
– Jeg aner intet om fodbold, men det er der heldigvis heller ikke behov for. Den del jeg tager mig af kan man sagtens klare uden den store fodboldviden.

Har du et råd til andre, som overvejer at blive give en frivillig hånd?
– Mit bedste råd til andre er, at de bare skal kaste sig ud i det. Det er på ingen måde uoverskueligt og så får vores børn mulighed for at dyrke sport i nærområdet.